. . . . . . LUFTVÆRNETS - MINDEPLADE. . . . . .

Historien

  Mindepladeafsløringen  

 
Østerbrogades Kaserne

 

Den 9. april 1948 blev der på Østerbrogades Kaserne foretaget en afsløring af en mindeplade over Luftværnsregimentets faldne i den 2. verdenskrig.

Det blev en højtidelighed som sent vil glemmes af de, der overværede den.

Mindepladen var anbragt på muren til højre for kaserneindgangen, dækket af Dannebrog og flankeret af æresvagt. Med front mod pladen var 10. Artilleriafdelings Vagtkompagni opmarcheret. De faldnes pårørende på højre fløj. Ikke indtrådte befalingsmænd, finlandsfrivillige med fane og Luftværns-Artilleri-Foreningen også med fane på venstre fløj. Da Rådhusuret slog tolv blev kasernens flag, der hele formiddagen havde vajet på halv, ført til tops under honnøraflæggelse. I to minutter hørtes derefter ikke en lyd. Alle forhold sig ubevægelige. Kun ganske svagt hørtes sporvognsklemten og anden larm fra gaden. Det kom som fra en anden verden, der ikke vedkom os, og bidrog kun til at gøre den andagtsfulde stilhed omkring mindepladen mere intens.

Og så holdt vor regimentschef, Oberst E. Clausen mindetalen.

Jeg byder alle velkommen til Luftværnsregimentets mindehøjtidelighed i dag. Jeg retter en særlig hjertelig velkomsthilsen til slægt og venner til de mænd, som vi i denne stund er samlet for at hædre.

Det er jo i dag den 9. april. Denne mærkelige dag, der opfattes så forskelligt. For nogle er det en ærens dag. Vi tænker bl.a. på de soldater, som faldt hin grå morgen for 8 år siden. For andre en skændselens og skammens dag. Og vi ved jo nok alle, hvorfor sådanne tanker kan opstå.

Anskuelserne er således vidt forskellige her.

Et er imidlertid sikkert: 9. april 1940 blev skæbnebestemmende på godt og ondt, på liv og død, for utallige danske mænd og kvinder i vort slægtled. Denne dag udløste vel sorg, lidelser og død, men også hårdt tiltrængt realitetssans, storhed og dåd.

Det er derfor naturligt, at regimentet har valgt denne dag til afsløring af mindepladen for de regimentskammerater, der under 2. verdenskrig satte livet til for vort fædreland.

Foruden de tre navne, som vi har ment skulle stå på mindepladen, er der muligvis andre navne, som også burde have været med. Vi kender dem blot ikke. De er måske forblevet helt i det skjulte, druknet i modstandskampens vildskab og efterkrigstidens uklarhed og forvirring. Men findes der sådanne, lad da mindetavlen være et æresminde også for disse ukendte.

Vi kender imidlertidig tre gode, tapre og modige kammerater, der øvede mandig dåd og bedrift i kampen mod den fælles fjende. De var alle ukuelige  og trofaste indtil døden, og derfor skal deres navne stå på denne mindeplade og nu i fremtiden nævnes med den største højagtelse og ærbødighed. Disse tre mænd er:   

          Korporal ved 13. Artilleriafdeling

Jens Christian Alfred Jetsmar,

Konstabel ved 13. Artilleriafdeling

Egil Morits Jacobsen

Konstabel ved 14. Artilleriafdeling

Hans Verner Attrup Nielsen

 

(her gav Obersten ordre til, at batteriet skulle præsentere gevær, og fortsatte)

 

Som regimentets tak, fordi I hævdede dets ære og kastede glans over dets navn og til slut gav livet for Danmark, afslører jeg herved en mindetavle for jer.

I gav livet for andre, det største man kan give, og i har forpligtet os til – om det kræves – at handle, som i gjorde det.

Vi vil værne og frede om denne mindetavle, og så længe Luftværnsregimentet består, vil ofte i fremtiden regimentet eller dele heraf – ligesom vi i dag – samles om denne mindeplade i et

 

ÆRE VÆRE DERES MINDE

 

Efter afsløringen lagde obersten regimentets krans under denne smukke mindeplade.

Luftværns-Artilleri-Foreningens fane og krans blev båret frem af Leif Djurhuus og Carl Rasmussen, som på en smuk og værdig måde hilste de døde med sænket fane.

Finlandsfrivillige nedlagde en buket blomster og sænkede ligeledes fanen foran mindepladen.

En repræsentant for de pårørende udtalte en bevæget tak til regimentet for det smukke minde, der var sat over deres drenge, og samtlige pårørende nedlagde derefter blomster, medens de samledes i andagt foran mindepladen.

Og dermed var højtideligheden forbi. Batteriet marcherede ind. Fanerne førtes ind. Forsamlingen opløstes.

Livet gik igen sin normale gang

H. C. B.

 

Ref.: Projektøren nr. 5. maj 1948    

Mindepladen i dag


Der tilgår info senere
LUFTVÆRNSARTILLERISTENS DAG 29 MARTS 2008